Blogindlæg -
Taler #3 på Mynewsday: "Alle strategier bør indeholde digitale tiltag"
Hos danskernes foretrukne tv-station, TV2, er digitalisering en naturlig del af husets strategi. Det er nødvendigt for at forblive relevant for forbrugerne i 2017 og frem, siger Head of Product hos TV2, Bo Bergstedt. På årets Mynewsdays den 7. november i København og 14. november i Aarhus fortæller han om de udfordringer TV-branchen står overfor, og om truslen fra globale spillere.
Hvad har jeres store fokus på digitalisering betydet for TV2?
Hos TV 2 arbejder vi primært med den gode fortælling ved hjælp af video – uanset om det er sport, nyheder, dokumentarer, underholdning eller andet. Kernen i dette har ikke forandret sig i en digital verden. De primære forandringer for os har været måden hvorpå vi tjener vores penge, distribuerer vores indhold, og at vi nu har et direkte forhold til vores seere og læsere igennem vores digitale produkter. Vi får helt nye muligheder for at engagere og inddrage. Det kan f.eks. være med push-beskeder om en ny tv-serie, eller en email fra TV2 Vejret om, at en storm er på vej.
Hvilke tips har du til at forankre en digital strategi internt i virksomheden?
Overordnet kan det være uhensigtsmæssigt at omtale ”det digitale” som noget helt anderledes end den dagligdag alle kender, og at det ligefrem kræver en separat strategi. I mine øjne laver man en strategi, som helt naturligt indeholder flere digitale tiltag, da det er påkrævet for at forblive relevant for forbrugerne i 2017. Først og fremmest skal ledelsen/direktionen være 100% ombord og indstillet på, at forandring ikke sker af sig selv. Dernæst skal nye tiltag og fremgang kommunikeres ofte til hele virksomheden.
Der er stor forskel på at sige, at noget er vigtigt, sammenlignet med faktisk at tage svære beslutninger, ændre kulturen og investere i fremtiden.
Store omstillinger i en virksomhed sker igennem hårdt arbejde og viljen til at lave utallige fejltrin på vej mod målet, men mange selskaber er så fokuserede på at beskytte den eksisterende forretning, at de sjældent forandrer sig nok.
På Mynewsdays den 7. og 14. november fortæller Bo Bergstedt meget mere om TV2s digitale strategi, og hvad truslen fra globale giganter som Google og Facebook betyder for danske spillere.
Mynewsday kommer både til København og Aarhus i år. Hvis du ikke har sikret dig din billet, så er der stadig få pladser tilbage. Køb din billet her.