Eksperttilstand i medieland

Et gæsteblogindlæg af Nathalie C. Larsen, partner og social media manager i social media bureauet wh_oddjob. 

Medierne elsker en god ekspert. En der kan sit kram, har troværdigheden i orden, og en der kan formidle videnskab på en måde, så hr. og fru Larsen kan følge med over morgenkaffen. Heldigvis for medierne er kærligheden gengældt – mange eksperter er nemlig også vilde med medierne, med at give viden videre og måske også med den anerkendelse, der følger med, når journalisten ringer for en ekspertudtalelse.

Men hvordan støver medierne egentlig deres ekspertkilder op? Og hvornår går en fagperson fra at være almindelig kilde til at ende i ekspertligaen? Det ville lektor på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Lars Bjerg, gerne sige noget om - for det er han nemlig ekspert i.

Journalister bruger betegnelsen ’ekspert’ i flæng, men hvornår er man egentlig ekspert?

Idealeksperten er fagpersonen, der har forsket i 100 år inden for et eller andet specifikt felt og kan sige noget velformuleret om sin viden - uafhængigt af politiske og økonomiske interesser og personlige holdninger.

Men i princippet kan de fleste være eksperter på et eller andet område: En politibetjent være ekspert i efterforskning af trafikuheld, og en slagter kan som fagperson have en særlig ekspertviden inden for håndtering af en bestemt slags kød.

Det betyder ikke, at medierne behøver at kalde politibetjenten eller slagteren eksperter, men deres viden er sådan set specialiseret nok, eftersom en ekspert er person, der har en særlig viden inden for et bestemt felt.

For en journalist handler det om at finde en kilde med specialistviden inden for det område, man undersøger. Og så selvfølgelig vurdere, om det er mest hensigtsmæssigt at kalde vedkommende ekspert eller præsentere fagpersonen ud fra sin beskæftigelse eller vedkommendes kompetencer. I mange tilfælde vil jeg sige, at det sidste fungerer bedst.

Hvad tror du, grunden er til, at der bliver skruet op for ekspert-betegnelsen i medierne?

Først og fremmest skal man ikke underkende den prestige, der ligger i at blive kaldt en ekspert af medierne. Det er en anderkendelse, og der findes helt sikkert fagpersoner, der har en interesse i at pleje deres karriere på den måde.

Den anden vej rundt, kan der også være noget pondus for journalisten i at sige, at man har talt med en ekspert på området. Og det har selvfølgelig også indflydelse på, hvorfor medierne vælger at bruge betegnelsen igen og igen.

Er journalister dygtige nok til at vurdere, om en kilde bør blive kaldt en ekspert?

Både ja og nej. For som sagt, så er en ekspert blot en, der har en særlig viden om et bestemt emne. Men jeg oplever da, at journalister kan være tilbøjelige til at høre eksperter i en sag, hvor det ikke umiddelbart er deres kerneområde, de udtaler sig på baggrund af. Det kan være, man henter en ekspert ind, der ved en masse om krisekommunikation, som man senere genbruger i forbindelse med et andet emne, fordi han er en god formidler og brænder igennem. Men det er her problemet kan opstå: Når ekspertområdet bliver så bredt, at fagpersonens viden ikke rækker, og vedkommende får lov at sige en masse om noget, han eller hun i bund og grund ikke ved en skid om.

Der kan være flere grunde til, at det sker, men det kan fx have noget at gøre med, at kilden simpelthen er for venlig og siger ja til at være med, selvom vedkommende burde sende journalisten videre til en anden. Det kan være, at vedkommende selv mener, at han eller hun er kvalificeret til at udtale sig som ekspert på området, selvom det ikke er tilfældet. Og så det kan være journalisten, der simpelthen er for doven og ikke har lavet sin research på området godt nok til at vurdere ekspertens tyngde og troværdighed.

Hvordan skal journalisterne vide, hvornår en person er ekspert, og hvornår den ene ekspert er bedre end den anden?

Der ligger en opgave for journalisterne i at vurdere om en fagperson er ekspert på et område, eller om man som journalist kan få endnu mere kvalificeret viden et andet sted. Det er blandt andet et spørgsmål om god research.

Rammer man forkert med sin ekspert, så kan man enten risikere, at det der komme ud af ekspertpersonen er meget banalt og uden fagspecifik tyngde - eller at det viser sig, at kilden har en eller anden interesse i at fremme en bestemt holdning, som journalisten ikke var bekendt med på forhånd.

Arbejder I med et sæt regler eller nogle retningslinjer for, hvordan man finder frem til de her eksperter?

Generelt vurderer journalister, hvilken ekspert, der er relevant at tage fat i, ud fra hvad man gerne vil vide noget om: Hvilke aspeker skal belyses, og hvordan får man alle relevante vinkler dækket, så man kommer hele vejen rundt om sagen.

Vi gør en del ud af kildesøgning, kildeidentifikation og –kritik på Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Og for at give et billede af, hvad det går ud på, så handler det om at være opmærksom på at få analyseret situationen, kortlægge vigtige aspekter, vinkler og synspunkter i sagen og først herefter kigge på, hvem der kan sige noget om emnet. Udgangspunktet er at undersøge sagen bedst muligt, inden man tænker i kilder og eksperter.

Vi arbejder med tre forskellige kildetyper: Erfaringskilden, partskilden og ekspertkilden. Erfaringskilden trækker journalisten på for at få en personlig beretning - fx kunne et øjenvidne til katastrofe være en potentiel erfaringskilde. Partskilder er kilder, der åbenlyst har en sag at fremme. De taler ud fra holdninger, og her vil man ofte stræbe efter at høre flere parter i sagen for at få alle aspekter belyst. Til sidst har vi ekspertkilden, som tit er en fagperson, der giver en faglig vurdering af sagen uafhængig af interesser.

Hvordan kan man afsløre om en ekspert nu også er ’en rigtig’ ekspert?

Man kan gå kritisk til sin ekspertkilde og simpelthen spørge: ”Hvor ved du det fra?”, ”Hvad baserer du den udtalelse på?” eller ”Hvad siger andre forskere inden for dit felt?” På den måde får man mellemregningerne frem i lyset, så det bliver tydeligt, om ekspertkildens viden er reel og dækkende. 

Nathalie Camilla Larsen er i fællesskab med Tina Mellergaard Jensen partner i social media bureauet wh_oddjob. Hvis du vil se mere fra de to, kan du følge dem på den nystartede Tumblr: Social Never Sleeps CPH eller finde dem på Twitter, hvor de om kort tid tweeter sig igennem Social Media Week i New York: @tinamellergaard og @nathalieclarsen.