Blogindlæg -
Forbrugerne er vilde med nyheder
Nyhedsmedierne bløder pga. nedgangen i annonceindtægterne. Men forbrugerne er stadig vilde med nyheder, hvis ellers kvaliteten af nyhederne er høj nok. Og det er stadig de velrenommerede medier, der primært driver værket.
En ny undersøgelse viser, at online versionerne af de ældre, veletablerede medier er de mest foretrukne kilder til nyheder. 63% foretrækker således at få deres online nyheder fra de etablerede mediebrands, 20% foretrækker deres online nyheder fra tv-stationernes hjemmesider, 8% fra uafhængige sider, og overraskende nok foretrækker kun 9% at få deres nyheder fra de sociale medier og blogs.
Undersøgelsen dækker Danmark samt otte andre lande. Selvom medielandskabet er forskelligt i Norden, er det velkendt, at it-modenheden er ens på tværs af de nordiske lande og resultaterne er derfor relativt sammenlignelige.
Undersøgelsen afslører, at it-modne danskere er helt vilde med online nyheder. 90% foretrækker online nyheder sammenlignet med fx USA (78%) og Italien (58%).
Forstærk nyhederne
Fra et PR-perspektiv fortæller ovenstående os meget om vigtigheden i at få relevant nyhedsfokus ind i vores kommunikation. Antallet af nyheder produceret på ugebasis blev ifølge en undersøgelse mere end fordoblet fra 1999 til 2008, og jeg er sikker på, at dette tal også er blevet mere end fordoblet sidenhen. Undersøgelsen viser desuden, at cirka hver tredje nyhed efterfølgende bliver opsamlet af et andet medie.
Nutidens nyheder har en tendens til at blive “lettere” med mere fokus på (sjove og afslørende) billeder og events. På en måde er vi nu tilbage ved de basale krav i kommunikation; vær aktuel. Nyheder er kun nye, når de er aktuelle og relevante for medierne - og dermed for læserne.
Nyheder spreder sig
Vejen til at blive omtalt i nyhedsmedierne går primært via de traditionelle mediers online sider (55%), via søgemaskiner (30%), og via de sociale medier (22%). Dette viser vigtigheden i at få dækning i medierne - men det viser også vigtigheden i at have sit pressemateriale tilgængeligt online, således forbrugerne kan finde yderligere dybdegående og specifik information. Det er velkendt, at antallet af generiske søgninger stiger, når man bliver omtalt i medierne. Dette betyder, at en generisk artikel om tandpasta og karies leder til en stigning i antallet af søgninger omhandlende dette. Medarbejdere i PR-branchen, der kan levere denne form for information vinder kampen om forbrugernes interesse.
Effekten i at blive samlet op af medierne betyder naturligvis noget, da dette vil afspejle sig på de sociale medier. Men nyheder fra medierne bliver ikke delt så meget, som vi kunne håbe på. Kun 13% af danskerne deler nyheder via de sociale medier, mens word-of-mouth derimod er meget høj; 49%. Til sammenligning deler 33% af italienerne nyheder på de sociale medier, mens tallet i USA er 22%. Det samme billede tegner ser, hvis man kigger på kommentarsporet. 11% af danskerne kommenterer nyheder på nettet, for tyskerne er tallet 8%, for italienerne er det 26% (måske ikke så overraskende for et meget snakkesagligt land), mens tallet i USA ligger på 21%.
PR er mere end presse
Men lad os huske på: Det er NYHEDER, som vi taler om. Så lad os gå tilbage til det basale i kommunikation; hvis din information er relevant for den specifikke forbruger, hvis den er nem at gå til, hvis den undgår “the stupid gap” og formår at benytte liquid storytelling - så bliver den delt.
Undersøgelsen kigger ikke på effekten af search. Adskillige undersøgelser viser dog, at forbrugerne søger meget, førend de køber. Hvis du er interesseret i forbrugsvarer, kan du finde en præsentation og baggrundsmateriale om emnet her med fakta og figurer fra 2011/12.
Kogt ned betyder dette, at PR-arbejde i dag er mere end presse. Sørg for, at jeres information er tilgængelig online, sørg for, at jeres kommunikation når medierne - og sørg samtidig for at udvikle historier og information, der kan deles på de sociale medier.
Undersøgelsen er foretaget af YouGov i Danmark, Brasilien, Frankrig, Italien, Japan, Spanien, Storbrittanien, Tyskland og USA, og er en del af et studie udviklet af Rasmus Kleis Nielsen og Kim Schrøder fra Roskilde Universitet. Du kan læse hele rapporten her. Du kan også downloade FrontPages PowerPoint-resume af undersøgelsen her.Kunne du også tænke dig at skrive et blogindlæg for Mynewsdesk? Skriv til os hos Mynewsdesk på denmark@mynewsdesk.com, hvis du har noget på hjerte om PR, marketing, sociale medier, digitale trends, journalistik, søgemaskiner, online synlighed eller andet i samme boldgade.